Klargøring af produkter
Information om klargøring af pizzastål og eventuelt pizzaspade i aluminium.
Husk altid at læs producentens/forhandlerens vejledning. Vores er mere af generel karakter.
Klargøring af pizzastål
• Opbevar altid dit pizzastål et tørt og lunt sted.
• Vær opmærksom på at pizzastålets kanter kan være lidt skarpe
• Pizzastålet holder længe på varmen – Lad altid pizzastålet køle af inden håndtering!
• Oliebehandling – brug den olie producenten anbefaler
• Klud – brug et vasket viskestykke eller en karklud af stof for at undgå fnuller.
Punkt 1:
Fordel den mængde olie der er angivet af producenten på stålets overflader - husk kanterne. Tør herefter grundigt efter med en klud. Dette gentages 2 gange, og nu er dit pizzastål ren for stål-fnuller!
Punkt 2:
Nu fordeler du kun 1 spsk. olie jævnt på pizzastålets overflader og kanter og tørrer grundigt efter med en klud så det bliver fordelt ensartet. Vær varsom med håndtering af det tunge pizzastål, nu hvor det er smurt ind i et tyndt lag olie.
Et pizzastål passer ikke direkte ind i ovnens riller, men skal placeres på din ovnrist.
Skru ovnen op på 250 grader og bag stålet i en time.
Afhængig af ristens udformning kan du muligvis også få mere plads på risten ved at vende risten på hovedet.
For at undgå for meget røg i køkkenet, anbefaler vi, at du lader ovnlågen være lukket imens dit pizzastål bliver behandlet i ovnen. Kommer der alligevel røg i køkkenet, anbefaler vi, at du lufter godt ud.
Efter oliebehandling og en tur i ovnen får dit pizzastål en anden farve. Herunder er et eksempel på farveskift før og efter første oliebehandling. Farven kan variere alt afhængig af olie type samt temperatur. Efter gentagne behandlinger bliver overfladen mørkere.
Afhængig af hvor meget olie du giver dit pizzastål kan overfladen variere fra at være næsten ensartet til at være ”plettet”. Sidstnævnte opstår hvis der er lidt for meget olie på stålet - varmen får olien til at "trække sig sammen".
Pizzaspade af aluminium
Pizzaspaden kommer eventuelt med et lag beskyttende folie på den ene side – dette fjernes inden brug. Start i et af hjørnerne – hiv til, det sidder godt fast! Vær opmærksom på at du får al folien af – særligt i kanterne.
Herefter vaskes pizzaspaden med vand og sæbe, og den er nu klar til brug.
De fleste pizzaspader er lavet af aluminium og er ikke ridsefast. Derfor kan der godt være ridser og mærker fra produktionen. Med tiden vil der helt sikkert også opstå ridser som følge af brugen, men dette har ingen indflydelse på anvendelsen af pizzaspaden.